Mit tidligere kontor i kontorfællesskabet
Kontorfælleskab - valgt med hjertet
Da jeg i 2004 startede som selvstændig, havde jeg fokus på at holde udgifterne nede – det lærer man, der hvor jeg kommer fra. Derfor arbejde jeg de første år hjemmefra. Siden den gang har jeg haft kontor flere steder men altid sammen med mennesker, der gav mig energi og mennesker med hvem, jeg kunne have god sparring omkring min virksomhed. I mit tidligere kontor, delte jeg lokale med tre andre kvinder, som også driver egen virksomhed. Vores fællesskab betød alverden for mig – for min energi i forhold til mit arbejde og for mig på et personligt plan. Vi delte kontor i Black Box Business Building i tre år, fra 2019. Det var et valg med hjertet. Jeg nød hver dag at møde ind til Bodil fra TEJG og Sanne & Jannie fra Institut for Kundetyper.
Herunder kan du se, hvordan vi valgte at indrette os.
Før/efter

FØR | Et tomt lokale er jo taknemmeligt, men det kan være svært at vurdere, hvor meget man egentlig har plads til – og hvordan sådan et trist lokale kan komme til at tage sig ud.

EFTER | Her kan man i forgrunden lige se et par skriveborde – de tilhørte Sanne og Jannie, mens Bodil og jeg sad i baggrunden. Mellem os havde vi et mødebord, hvor vi for det meste spiste frokost sammen og ordnede verdenssituationen. Vi havde et mødelokale, der stødte op til vores kontor, så der kunne vi tage de fleste møder med kunder og samarbejdspartnere.
En sofa med plads til lige at slænge sig – og af og til tage en “morfar”, hvis dagene blev for lange var et must for os. Her sad vi af og til og fik et glas, hvis noget skulle fejres – eller en kage skulle indtages. Begge dele skete med jævne mellemrum.
Det her var et kontorfællesskab udover det sædvanlige hvor der var hjerterum og plads til os alle fire. Min datter plejede at kalde de tre skønne kvinder for mine “office wives”…

FØR | Her er vi på rundvisning på kontoret, hvor der også tidligere sad fire mennesker i et fint fællesskab…

EFTER | Fra min plads havde jeg denne “udsigt” til resten af kontoret.
Mange besøgende spurgte til vægfarven, som faktisk er fundet i en farveguide til udendørsmaling hos Flügger. Den hedder: U773 Terracotta Light og vi elskede den virkelig. Den er varm og rolig – og giver en skøn kontrast til alt det hvide.
De to store fotos ved mødebordet er motiver, Bodil har taget fra en tur i Rebild, hvor hun bor.
Vi havde blandet møbler fra Ikea med møbler fra Boshop, Sofacompany, og Daarbak design.
Alt i alt var vi super glade for stemningen og de rammer vi havde skabt for os selv. Vores omgivelser bidrog til en god arbejdsdag.
Se flere cases med før/efterbilleder
Her kan du se flere cases med store og små forandringer…
Business Aalborg
Indretningen af Business Aalborgs iværksætterlokaler Start up Club Aalborg blev lavet med mange overraskende elementer.
SSI Schäfer Hadsund
Her ønskede man at opdatere kontorlokaler, mødelokaler og fællesområder. Der skulle i det hele taget “strammes op” og ryddes op.